








Her en lille rejse-historie fra vores netop overståede USA-tur hvor vi var til Amerikansk Fodbold-kamp.
Vi har haft fornøjelsen af netop at have besøgt guds eget Land - United States. Vi har været der et par gange efterhånden, men seneste tur gik til Florida. I Florida er der naturligvis en masse tilbud som DisneyLand, Seaworld og alt det andet som turisterne valfarter til. En by der måske ligger lidt i skyggen af de andre byer i staten som Miami og Orlando er byen Tampa. Byen ligger placeret i den centrale vestlige del af staten. Vi drog dertil for at overvære en amerikansk fodboldkamp med byens hold, Tampa Bay Buccaneers. Byens hold vandt det amerikanske NFL-mesterskab, Superbowl i 2002 og man snakker stadig i stor grad om denne bedrift i byen. Er man lidt interesseret i sport, er amerikansk fodbold den sportsgren man bare SKAL opleve.
Vi havde skaffet billetter til åbningskampen i sæsonen mellem Tampa Bay Buccaneers og Dallas Cowboys, og allerede da vi ankom til byen summede det af forventning til den forestående kamp. Vi indkvarterede os på et nærtliggende motel, godt 1 km rask trav fra byens stadion, vi besøgte holdets fanbutik, hvor man havde mulighed for at købe alt hvad hjertet kunne begære af Merchandice i holdets røde farver.
Som optakt til sæsonåbningen var der arrangeret en kæmpe rock-koncert i Channel Bayside Plaza hvor tusindvis af fans var mødt op for at varme op - og dette var endda to dage før selve kampen. Når man går til amerikansk fodbold-kamp er det ikke bare kampen i sig selv - det er lige så meget for at opleve fænomenet "Tailgating". Tailgating er amerikanernes måde at varme op til kampen, typisk starter de deres store firhjulstrækkere fra morgenstunden og kører til stadion. Her slår de så have-pavillioner op overalt omkring stadion og starter op for de medbragte kuglegrills. Nogle er mere fantasifulde end andre, og dekorerer deres autocampere, busser eller biler i holdets farver. Der er høj musik, Bud Light, hyggesnak, slagsange og go' stemning. Rundt omkring møder man så ligesindede fans, og rivaliserende gæster fra modstanderholdet side om side. På trods af dette, er der aldrig optræk til ballade på nogen måde, og drillerier og hånende sange foregår med et glimt i øjet.
Der er masser af reklame-fremstød fra en masse firmaer som f.eks. kører rundt og deler sodavand, smagsprøver, reklame-spillekort, tørklæder og meget andet rundt. Så vil man opleve ægte amerikansk stemning, bør man ikke snyde sig selv for tailgating - det er mindst lige så vigtig en del af football-oplevelsen som selve kampen.
Byens Stadion hedder Raymond James Stadium. Et kæmpe-stadion med plads til godt 70.000 tilskuere - det er et forholdsvis nyt stadion, og blive ofte refereret som "kronjuvelen" i NFL-ligaen. Vi fik indløst billetterne og kom ind på selve stadion. Vores pladser var på det øverste afsnit, men heldigvis er der rulletrapper hele vejen op. Inde på stadion er der et væld af muligheder for at få stillet sulten. Hotdogs, Burgers, Tortillas, Pizza og meget andet.
Da holdet hedder Buccaneers (altså oversat: Sørøvere) er der i det ene hjørne af stadion installeret et fuld-størrelses pirat-skib som under kampen affyrer sine kanoner og mandskabet kaster merchandice ud fra rælingen. Selve kampen indledtes på amerikansk vis med et kæmpe-show med flag, røg, musik og cheerleaders. Kampen begynder med nationalsangen hvor et kæmpe amerikansk flag udbredes over banen og afsluttes med at to F-18 jagerfly buldrer ind over stadion, en kæmpe oplevelse som selv kan få turisterne til at få kuldegysninger.
Selve kampen er der ikke det store at tale om, Tampa Bay Buccaneers tabte til de overlegne Dallas Cowboys og der var en lidt mat stemning efter kampen blandt hjemmeholdets tilhængere, mens de tilrejsende Texanere så ud til at hygge sig gevaldigt.
Er man i en amerikansk by, der har et Football-hold, skal man ikke snyde sig selv fra den kæmpe-oplevelse det er at overvære en kamp. De fleste storbyer i USA har et hold i NFL-ligaen, mens der findes et væld af Universitets-hold. Universitets-holdene spiller som regel deres kampe Lørdag, så man kan evt. se en kamp både Lørdag og Søndag. Man skal dog sikre sig billetter i god tid da disse godt kan være lidt svære at få fat i til de store kampe.
Anders H. Sølvsteen
Horsens
Website: Midt Marketing