header-stars

Grand Canyon på 1.dag

header-stars

Grand Canyon til lands, til vands og i luften på 1 dag!

Min kæreste og jeg tog 3 uger til USA sidste sommer. Vi var vidt omkring. Startede i New York og fløj derefter til LA, hvor vi lejede en corvette og kørte rundt i Californien. Det var en super fed oplevelse, men også en komprimeret tur da vi havde planlagt at skulle se og opleve mange ting på kort tid. Grand Canyon var selvfølgelig et must see! Vi havde hjemmefra bestilt en dags tur til Grand Canyon i håb om at se mest muligt på den korte tid vi havde. Og det var en tur vi bestemt ikke ville have været foruden!

Det startede med at vi skulle mødes ved den lille lufthavn kl.7.00. Kort tid efter fløj vi afsted i et lille speciallavet fly med panorama vinduer, perfekt til at kunne tage billeder ud over Grand Canyon. Vi havde høreværn på, hvor der på engelsk blev fortalt lidt historie omkring de steder vi fløj over. Der var plads til ca. 20 personer. Vi var i luften 1 times tid. Efter landingen fik vi udleveret morgenmad, som vi nød inden turen gik videre til lands. Store Jeeps ventede på os for at køre os ud til Antelope Canyon, store klippeformationer som er formet af vind, sand og vand. Et sandt skulpturelt mesterværk, hvor der kan tages fantastiske billeder.

Turen fortsatte herefter ned til selve Colorado river, hvor store rafting både ventede på os. Vi skulle dog ikke riverrafte, men sejlede på et stykke der var noget mere roligt, og hvor man rigtig kunne nyde Grand canyon nede fra og op. Der blev holdt pause på en lille "strand", hvor man fik udleveret sin madpakke og kunne nyde den i skyggen. I og med at vi var afsted i juli måned, så var det temmelig hedt og derfor opfordrede vores guide os til at hoppe en lille tur i vandet. Det skal dog siges at det højest var 10 grader varmt, men trods dette tog mange imod opfordringen, hvilket var super forfriskende og man blev da også hurtig tør igen.

Efter et par timer på vandet endte turen og en bus ventede på at køre os tilbage. En tur på ca. 2 timer. Vi var tilbage, hvor vi startede ca kl.19, hvilket passede med at min kæreste og jeg lige kunne nå at køre en tur ind i parken og opleve solnedgangen ud over Grand Canyon. Helt fantastisk!

Denne tur kan helt klart anbefales når man gerne vil opleve Grand canyon fra flere vinkler og måske har en lidt stram tidsplan.

MVH Linda og Thomas.