





2 uger i Las Vegas
Sidste sommer (2009) var jeg i Las Vegas med to af mine kammerater. Vi var afsted i 15 dage og det var virkelig en oplevelse!
Der er så meget der skal opleves, og to uger var i vores tilfælde ikke engang nok. De mange store flotte hoteller er stort set allesammen inspireret af et gennemført tema. Der er bl.a. Hotel Paris, hvor man kan komme en tur op i en tro kopi af Eiffeltårnet. Der er også Caesar's Palace, hvor hotellet hele vejen igennem tager dig tilbage til romertiden, med store søjler og flotte skulpturer. Også The Venezian er værd at besøge. Inde midt i hotellet har man malet loftet så det ligner en himmel, og der er kanaler, hvor hotellets gæster samt udefrakommende kan få lov at sejle en tur i gondol. Hotel New York New York er også et hotel man ikke kan undgå at få øje på og genkende med det samme. Selve hotellet er formet som store skyskrabere og en af bygningerne er en (dog lidt mindre) kopi af Empire State Building. Det er virkelig en oplevelse at se de store hoteller, og vi fik personligt to hele dage til at gå med bare dette.
Vi var også i Las Vegas i forbindelse med verdensmesterskabet i poker. Dette er en årlig begivenhed som trækker tusindvis af turister til byen for at prøve lykken. Turneringsserien afholdes på hotellet Rio Allsuits and Hotels og består af over 50 turneringer som trækker sig over cirka halvanden måned. Hvis man interesserer sig for dette, bør man klart tage ind og mærke stemningen når tusindvis af professionelle og amatører sidder og "jonglerer" med sine jetoner i samme lokale. Selv hvis man ikke interesserer sig for spillet eller selv vil spille, er det et besøg værd. Der er en helt speciel atmosfære. Da vi var derovre var der også mange kendte derinde. Bl.a. stødte vi på Ray Romano (fra TV-serien "Alle Elsker Raymond").
Da American Idol traditionelt slutter op til sommerferien i USA, tager de 10 finalister på tourné herefter. Da vi var derovre var vi så heldige at de netop var i Las Vegas, og vi måtte derfor ind og se showet. Turen fra centrum Las Vegas og ud til det indendørs stadion, hvor koncerten blev afholdt var cirka omkring 15 minutter i taxa. Det var en kæmpe oplevelse at se alle de unge amerikanere slå sig løs, som man ellers kun ser på TV. Selve koncerten var også en kæmpe oplevelse i sig selv og kan klart anbefales andre, der skulle være heldige at være i byen på samme tid som koncerten.
Alt i alt var det en fantastisk tur og vi glæder os allerede til vi skal derover igen (ikke noget "hvis" - det SKAL vi!).
Venlig hilsen
Henrik Pedersen