header-stars

Murphy North Carolina

header-stars

Hvilket land er det nu lige, at Danmark ligger i?

En beretning om nogle forskelle mellem Danmark og Amerika.

Efter 26 timers venten i tog, lufthavn, fly og bus ankom jeg endelig til Murphy, en by i den allermest vestlige del af North Carolina. Jeg havde i lang tid glædet mig rigtig meget, og i timerne inden mødet med den amerikanske familie begyndte sommerfuglene for alvor at flyve rundt i min mave. Lugten af fastfood og synet af store mennesker var for længst forsvundet, og jeg tænkte nu kun på, at jeg faktisk skulle repræsentere Danmark og give amerikanerne det bedste indtryk af en teenager fra Norden.

Familien var fantastisk. Jeg blev modtaget med åbne arme, og jeg følte mig hjemme fra første sekund. Familien var meget interesserede i at høre om Danmark, og både familien og jeg blev dybt chokeret over, at forskellen på priserne i Danmark og USA var så store, som de var. Der var eksempelvis ret stor forskel på et kørekort til 20 dollars og et kørekort til 14.000 kroner, som det typisk koster i Danmark. I min værtsfamilie kunne de fx købe en brugt bil for 25 dollars, hvor en brugt bil i Danmark snildt kunne koste 50.000 kroner. Familien vidste ikke meget om Danmark, og de var ikke klar over, at vi danskere rent faktisk også kender til fastfood og andre ting, som de også har i USA.

Vi besøgte skolen i Murphy, hvorpå eleverne gik. Vi blev inddelt i nogle små grupper, og vi skulle nu besøge nogle forskellige klasser. Jeg besøgte en 8. klasse, hvor eleverne var omkring 15 år. Da vi præsenterede Danmark og fortalte om vores kultur, afbrød en pige os pludselig. ”Hvilket land ligger Danmark egentligt i”? Dette fik mig for alvor til at tænkte over, at Danmark på ingen måder er et land som USA, som alle mennesker kender til. Alt er større, mere voldsomt og federe end i Danmark.

Anden del af turen gik til Washington, en by, som der klart er langt mere civiliseret og genkendelig in forhold til det vi kender fra Danmark. Hvad man bedst kan lide, kan man selv bestemme.

Hilsen

Mette