header-stars

National & State Parks i USA

header-stars

National - and State Parks in the USA

I San Diego ligger en af USA’s mange State Parks. Denne hedder ’Old Town San Diego State Historic Park’ og er fyldt med stemning. Vi kom dertil om eftermiddagen og gik rundt i de gamle gader med western huse og salg af diverse ting fra pioner tiden. Vi kunne tydeligt mærke at vi var kommet tættere på den mexicanske grænse. Her kunne man nemlig købe mexicanske sombreros og farverige tæpper. Side om side med butikker lå små museer med hver deres tema. Fx postvæsnet eller indianerkultur. Vi afsluttede dagen på en af de stemningsfulde restauranter med mexicansk mad og folklore. Restauranten ’Casa de Reyes’ lå i en gammel gårdhave og under måltidet var der mexicansk og tidlig amerikansk folkedans. Der var dejlig betjening og som mørket faldt på tændtes små bål og fakler rundt om de udendørs støbejernsborde.

Længere Nordøst på i Californien besøgte vi Yosemite National park. Her kan man opleve noget af den mest overvældende natur i verden. Vi overnattede i Yosemite Valley i Housekeeping området hvor vi havde udsigt til Merced floden og Yosemite Falls. Kan man lide at vandre er der mange gode og virkelig smukke ture at gå. Der er også mulighed for Riverrafting, Rock climbing og andre ekstremsporter. Housekeeping er et godt koncept, om dog en smule primitivt. Man skal bestille i god tid! Er man til mere luksus er der også et stort 5-stjernet hotel, Ahwahnee, med masser af stemning og historie.

Syd for San Fransisco, imellem San Jose og Santa Cruz, ligger ’Big Basin’ – en State Park for de overvældende Redwood-træer. Denne park var en stor oplevelse. De enorme træer, nogle med en diameter på over 5 meter, er så overvældende at man må knibe sig selv i armen. Mange går glip af denne oplevelse, da de mest kendte parker ligger nord for SF og det passer mindre godt ind i deres rejseplaner. Men ’Big Basin’ er konkurrencedygtig og meget anbefalelsesværdig.

I Arizona ligger endnu et naturfænomen som er et ’must see’, nemlig Grand Canyon. Grand Canyon National park er meget smuk og overvældende. Er man i Grand Canyon bør man blive og se solnedgangen. Vi oplevede ved en tilfældighed at blive inviteret på en såkaldt ’sunset walk’ med en af rangerne. Det var en stor oplevelse at sidde med udsigt over Grand Canyon med solens langsomme dalen og strålernes spil i stenskråningerne, imens rangeren fortalte livligt om Grand Canyons opdagelse og udforskning med stor entusiasme. En halv time før solen ville forsvinde fik vi tid til at tage billeder, imens folk summede og græshopperne sang en aftensang. Senere fandt vi ud af at dette er et tilbud for alle. Man skal møde op ved Desert View 1 time før solnedgang. Hver aften er der en af rangerne som fortæller om dalen, de har hver deres speciale, vi kan varmt anbefale Brian.

Website: Midt Marketing