header-stars

New England

header-stars

New England området findes på USA's østkyst, og er nok ikke normalt det område der besøges mest af danske turister. Er man imidlertid i New York og bliver træt af storbyens stress og jag, byder New England området på et væld af skønne naturoplevelser, og oplevelser der nærmest kan sætte én tilbage i tiden og føle sig som Bedstemor And.

Ikke langt fra Connecticut’s hovedstad Hartford, i byen South Glastonbury, finder man et af statens hyggelige privatejede orchads; Belltown Hill Orchard. Det er en frugt og bær plantage, med tilhørende butik, hvor man finder alt hvad hjertet kan begære af kurve, hjemmeslynget honning, marmelader, garn, brød, kager osv. Konceptet er helt igennem gennemført New England country stil, og man føler sig som hensat til 1950’erne når man træder ind. Der oser af hygge og sans for de hjemlige værdier, og hvad vi fandt helt fantastisk var den værdi der sættes på naturens egne juveler. Jeg mener, hvor ellers ser man gaveæsker specielt udviklet til forsendelse af håndplukkede og specielt udvalgte æbler (ÆBLER!) – lavet så man kan sende en lokal New England æble hilsen til venner og bekendte i andre stater. Jamen, det er da et eller andet sted helt fantastisk?

 

Stedet er baseret på, at man parkerer sin bil ved butikken på gårdspladsen, og tager så typisk med en hestevogn eller traktor drevet vogn ud til den del af plantagen hvor man ønsker at plukke frugt eller grønt. Da vi besøgte stedet i juli var det sæson for de store lækre amerikanske blåbær, og forsynet med en spand rundt om halsen, tilbragte vi så en super hyggeligt formiddag med bær plukning. Bagefter kørte vi atter tilbage med vogn til butikken, hvor bærrene blev vejet og betalt. Andre årstider byder på pluk-selv af æbler, kirsebær, nektariner, ferskner, pærer, blommer og græskar, og til eksempelvis Thanksgiving kan man bestille sin egne hjemmelavede kager derude.

I oktober er stedet godt besøgt af lokale der køber deres Halloween græskar derude.

 

Vi var indkvarteret hos amerikanske venner i området der fortalte, at de var kommet på Belltown gennem en lang årrække. Det er besøgt at lokale, og viser en skøn side af Amerika, der nok er kommerciel, men på den gode og måde der ikke skriger af plastik og stordrift. Det er en side af landet som, tror jeg, sjældent ses af os turister, og det er da en skam.

For mig var det en af disse oplevelser hvor jeg bare tænkte; hvorfor har vi dog ikke flere af den slags steder i Danmark. Jeg vil bestemt anbefale stedet hvis man befinder sig i området. Drop ét af Mall besøgene, og  prøv en gang pluk-selv i stedet for. Helt sikkert en oplevelse man husker længere!

 

Man kan finde mere information om Belltown her:  www.belltownhillorchards.com