header-stars

New York til LA

header-stars

Hej Bones

Jeg har set på jeres hjemmeside at I søger USA rejsetips – jeg har i foråret været på en 3 ugers tur til det fantastiske land sammen med en veninde, og vil da gerne dele vores oplevelser med jer.

Vores rejse startede i New York, hvor vi på forhånd havde booket et hostel i bydelen Harlem. Vi var godt klar over at denne bydel ikke var den mest eftertragtede, men priserne var gode, og det lød til at være et okay sted at bo, så vi tog chancen! Efter at have tjekket ind på vores lille og sparsomt møbleret værelse, stod de næste fem dage på sightseeing i New York. Vi var rundt og se alle de store turistattraktioner som frihedsgudinden, Ground Zero, Brooklyn Bridge, Central Park, Times Square og meget meget mere. Det var fem dage spækket med indtryk og spændende oplevelser. En aften var vi i teateret og se Mary Poppins, det var en kæmpe oplevelse, og vi var virkelig imponeret over hvor meget der var gjort ud af kostumer, kulisser osv. En anden ting som er værd at nævne var vores tur op i Rockefeller Center, hvorfra vi havde den bedste udsigt over New York!

Efter en uges tid i New York fløj vi til Las Vegas, hvor vi boede hos min venindes fætter – han brugte noget tid på at vise os byen, de store hoteller osv. Vi var inde og spille på et af hotellerne, men det var ingen succes, i hvert fald vandt vi ingen penge, men stemningen var i top. Las Vegas er en by hvor der hele tiden er gang i den, der er altid mennesker på casinoerne, og aldrig ro. Det var fedt at opleve stemningen, men de dage vi havde i byen var nok.

Da vi havde haft et par dage i Las Vegas hentede vi vores bil som vi havde lejet hjemmefra, og kørte mod Hover Dam og Grand Canyon – det med at køre rundt var vi noget spændte på, men det gik over alt forventning. Vores gode “veninde” GPS’en Birgitte guidede os direkte til vores destination næsten hver gang!

Grand Canyon var som vi havde forventet en kæmpe oplevelse – tror billederne taler for sig selv! Efter Grand Canyon gik turen videre mod San Diego hvor vi bl.a. var en tur i Sea World, som dog langt fra levede op til vores forventninger. Vi kørte videre mod LA, hvor vi købte et kort der viser hvor alle stjernerne bor, og så kom Birgitte (gps’en) ellers på arbejde. Det var en sjov dag, hvor vi bl.a. så Michael Jacksons sidste hjem, Doctor Phils hus, fik sat en alarm igang ved Beckhams hus (vi gik nok lidt for tæt på da vi ville tage billeder), så hvor Tom Cruise bor, og fik at vide via en højttaler at vi ikke skulle komme for tæt på porten osv. Det var en rigtig sjov dag, og bestemt noget vi kan anbefale andre at prøve. Der er rigtig mange bureauer der arrangerer guidede ture, men på disse ture ser man 100 hjem, hvoraf mange er folk man ikke kender, og hvor der ikke er tid til at tage billeder og så videre, så hvis man har mulighed for det, bør man selv køre rundt.

Vores besøg hos stjernerne gav os blod på tanden og vi besluttede os derfor for at tage ud og finde Michael Jacksons Neverland, dette viste sig dog at blive lidt et problem, da det ligger langt ude i ingenting, men det lykkedes til sidst. Det var ikke helt hvad vi forventede, men der er jo også sket meget siden Michael Jackson flyttede derfra.

Vores sidste stop på turen var San Francisco – en by som virkelig har fået en stor plads i vores hjerter. Det var en helt speciel by, som bare var utrolig hyggelig, og som vi begge meget gerne vil tilbage til. Af seværdigheder besøgte vi bl.a. Alcatraz som er et gammelt fængsel, vi havde booket billetter hjemmefra, og det viste sig at være en god ide, da der er stor efterspørgsel på billetterne, det var vildt spændende at gå rundt i fængslet. Vi fik hver udleveret en slags walkmann og blev guidet rundt i hele fængslet, det var tidligere fanger der havde indtalt, så det var en meget speciel oplevelse, og bestemt noget vi vil anbefale andre.

Vi var selvfølgelig også et par gange over Golden Gate Bridge, og fik travet mange kilometer i de meget stejle gader, hvor specielt Lombard Street var hård.

Vores tur varede kun tre uger, men var spækket med spændende oplevelser. USA er et fantastisk land at rejse rundt i, og vi drømmer begge om at komme tilbage og opleve mere af landet!

Håber I kunne bruge vores tips.

 Med venlig hilsen

Trine, Herning