header-stars

North Dakota & Kansas

header-stars

I foråret 2008 var vi på en af vores mange rejser til USA. Vi skulle besøge områder vi ikke tidligere havde besøgt, herunder staterne Kansas og North Dakota. Dermed har vi besøgt samtlige 50 stater i USA. Vi var af sted i 14 dage fra slutningen af april. 

Vi fløj til Denver og kørte straks videre mod syd til Colorado Springs. Her besøgte vi Garden of The Gods, som er en park med flotte klippeformationer i de karakteristiske røde klipper. I samme område ligger Manitou Springs Dwellings, som er klippehuler, der blev bygget af indianere. Lidt længere mod syd ligger Seven Falls, der er et vandfald, der består af 7 mindre fald.

Herefter går turen til Kansas og Dodge City - en af de mest berømte wild west byer. Vi fortsatte gennem Kansas, der er fladt og præget af meget store kvægfarme. Kvæget bliver samlet i store opfedningsanlæg, hvor der kan være op til 10.000 stk. kvæg. Herfra fragtes de med jernbane øst- og nordpå til de store slagterier.

Vi fortsatte østpå til Tallgrass Prairie National Preserve ved Emporia. Det er et af de få områder, der stadig ligger som den oprindelige prærie. Vi kørte forbi Topeka, der er hovedstad i Kansas, og så det flotte Capitol Hill, der er inspireret af Capitol i Washington DC. I udkanten af Kansas City gjorde vi holdt ved shopping-centeret Legends at Village Vest. Udover at rumme mange gode butikker og restauranter er der mindeplader og statuer for kendte indbyggere fra Kansas med Præsident Eisenhower og Wyatt Earp som de mest kendte.

Vi ville have overnattet i Omaha, Nebraska, men havde ikke kunnet finde et ledigt værelse. På et Visitor Center fandt vi ud af, at multimilliardæren Warren Buffett holdt sit årlige aktionærmøde med mere end 40.000 deltagere. Vi måtte derfor fortsætte rundt om Kansas City gennem Missouri og helt til Sioux City i Iowa.

Vi kørte herefter videre mod nord til North Dakota og derfra et smut ind i Minnesota, hvor vi skulle op til Itasca State Park, hvor Mississippi Headwaters markerer begyndelsen af Mississippi-floden, der løber 4.100 km. før den munder ud i den mexicanske golf. Som vi kom længere og længere mod nord kunne vi se, at foråret endnu ikke havde slået fuldt igennem og søerne i Itasca State Park var stadig dækket af is.

Vi skulle tilbage mod vest til Fort Abraham Lincoln State Park i nærheden af Bismarck. Her havde general Custer sit hovedkvarter gennem 2½ år, og det var herfra han red ud på den ekspedition, der et par måneder senere kostede ham livet i slaget ved Little Bighorn. I nærheden ligger On-a-Slant Village, der er en rekonstruktion af en landsby med 75 jordhuler, der var beboet af Mandan-indianerne fra ca. 1575 til 1781.

Vi fortsatte til Theodore Roosevelt National Park, der ligger tæt ved grænsen til Montana. Her er der et rigt dyreliv, og vi så både bisoner og vilde heste. Nationalparken er bemærkelsesværdig i sin natur i forhold til det omkringliggende landskab, med flotte bjergformationer.

Ved parken ligger Medora - en gammel cowboyby, men vi kunne godt mærke, at det var tidligt på sæsonen. Der var ikke meget liv.

Næste stop var i Billings Montana, hvor vi besøgte The Pictograph Caves. Vi havde lidt svært ved at finde stedet, fordi der var knyttet en forkert adresse til seværdigheden på vores GPS-anlæg. Vi blev ledt ind til et parcelhuskvarter, som vi senere fandt ud af, var adressen på parkens direktør.

Herefter fortsatte vi mod vest hvor næste stop var Yellowstone National Park. Selvom vi var i begyndelsen af maj, var det ikke alle parkens indgangsveje, der var ryddet for sne, så vi måtte helt op til den nordlige indgang.

I parken så vi Mammoth Hot Springs, Grand Canyon of Yellowstone og geyseren Old Faithful. Vi fik desværre ikke bjørne at se, men vi så en ulv, og flere Bald Eagles.

Vores næste destination var Craters of the Moon National Monument i Idaho. Landskabet på vejen derud var til at begynde med lidt kedeligt, men det skiftede til høje bjerge med sne på toppen. Lidt ligesom landskabet i Oregon. Nationalparken dækker et område med rester efter vulkansk aktivitet. Helt sort lava.

Vi satte kursen mod syd og kørte til Salt Lake City. Her genså vi Temple Square, The Tabernacle og et helt nyt Visitor Center i tilknytning til mormonkirken. Vi havde læst hjemmefra, at det verdensberømte The Mormon Tabernacle Choir holder prøver hver torsdag aften med fri adgang, så vi fik halvandens time gratis underholdning.

Vi begyndte nu at køre tilbage mod Denver, og besøgte på vejen Dinosaur National Monument. Desværre var selve parkens største attraktion under ombygning, men vi kunne gå en tur i området, og der var nogle hjælpsomme amerikanske turister, der kunne finde rester af forstenede dinosaurer i klipperne.

Vi overnattede i det kendte skisportscenter Steamboat Springs. Her spiste vi på 8th Street Steakhouse. Først bestiller man drikkevarer og tilbehør, og derefter går man hen til køledisken og vælger sit kød. Mens man selv tilbereder kødet ved den meget store grill tilbereder køkkenet tilbehøret og det hele går op i en højere enhed. Man skal ikke være nervøs for at grille. Der er både vejledning på væggen og restauranten kan selvfølgelig også hjælpe.

 

Næste morgen var der sne på bilen. Det blev værre, da vi skulle passere Rabbit Ears Pass (2.873 meter). Her kom vi til at køre på isglatte veje. Heldigvis var der kun begrænset trafik, så det gik, men det var ikke sjovt med en bil på sommerdæk.

Vi kørte ind til Grand Lake, som ligger ved indgangen til Rocky Mountains National Park. Vi vidste godt, at vi ikke kunne køre gennem parken, som først er ryddet for sne i slutningen af maj måned.

Herefter gik turen til Denver, hvor vi kom til flot solskinsvejr med mere end 20 grader. Her havde det ellers også sneet om natten. Vi fik set Capitol Hill og Denver Art Museum. Det var søndag, så der var ikke åbent, men bygningerne er et besøg værd. Vi kørte ud til et stort butikscenter, og fandt de sidste ting på indkøbslisten, inden vi fløj tilbage til Danmark.