
Min rejse ad Route 66 fra Chicago til Los Angeles
En legendarisk rejse gennem 8 stater: Illinois, Missouri, Kansas, Oklahoma, Texas, New Mexico, Arizona og Californien. 3940 km.
Jeg har i mange år haft en drøm om at køre på Route 66 i USA. Og så endelig i 2009 gjorde jeg det. Nu var drømmen blevet til virkelighed. Jeg var lidt tom indeni og kunne ikke koncentrere mig. Så mange indtryk, så mange kilometer, så mange skilte, tankstationer og diners. Indtrykkene fløj rundt og kunne ikke finde ro.
At følge landevejen Route 66 havde ført mig gennem små amerikanske byer, vist mig mange amerikanske bil-ikoner, inviteret mig indenfor på hyggelige spisesteder, forbi neon-skilte fra en svunden tid og ført mig til attraktioner. Route 66 havde bragt mig fra øst til vest.
Jeg havde set mange kilometer asfalt. Jeg havde set gode veje, mindre gode og veje som trængte til besøg af et asfaltfirma. Mange byer langs Route 66 var døden nær i 1980’erne. Nogle blev til vejside attraktioner på historiske Route 66. Andre byer sov stille ind og døde. Trafikken flyttede til de store gode Interstates, der hurtigt kunne bringe den rejsende fra A til B. Handlen gik samme vej. Truckstops ved Interstate frakørslerne med kedelige kæde-fast-food-restauranter tog over og "dræbte" de små hyggelige privatejede diners i små søde byer.
Men Route 66 lever stadig. USA lever stadig. Main Street America lever stadig og en tur ad Route 66 bragte mig forbi mange amerikanske ikoner. Der er meget mere til USA end det billede som TV tegner fra New York og Californien. Det havde været en tur gennem hjertet af Amerika ad Main Street America. Jeg kan kun varmt anbefale andre at tage en tur fra Chicago til Los Angeles gennem otte stater ad Route 66.
Williams er for mange udgangspunktet for en tur til Grand Canyon-kløften og et af verdens naturvidundere, men for mig var det udgangspunktet for det næste ben af min Route 66 rejse mod vest.
Amarillo, Gallup og Flagstaff havde jeg bag mig og jeg havde heller ikke glemt Wynonna. Forude ventede Kingman, Barstow og San Bernardino i udkanten af Los Angeles.
Landskaberne i det vestlige Arizona blev mere og mere tørre. Efter Williams kom Ash Fork og så Seligman. En by som helt og gennemført er ånden af Route 66. Hovedgaden i Seligman er totalt dedikeret til landevejen. En helt igennem Route 66 by med smag af moteller, diners, kaffeshops, gamle biler i alle hjørner og langs hovedgaden.
I slutningen af 1970’erne blev Seligman forbigået af Interstaten. En skæbne var skrevet i sten, men det skulle ikke blive en gravsten. Byen og Juan og Angel Delgadillo ville det anderledes. Juan Delgadillo havde siden 1953 haft Snow Cap Drive-In og Angel Delgadillo var frisør/barber i byen. De 2 x delgadillo ville ikke bare lade stå til. Med deres indsats og energi er Route 66 blevet til Historic Route 66 og Snow Cap-In eksisterer stadig.
Mere end 50 år har Snow Cap-In eksisteret og maden er er OK, men årsagen til Snow Cap-In er kendt i store del af verden er serveringen og den underholdning der følger med. Små tricks og jokes er en selvfølgelighed, når maden bliver langet over disken.
Juan Delgadillo er gået bort og sønnerne John og Robert har taget over og forsøger at fortsætte traditionen med sjov og ballade, som har gjort Snow Cap og Juan Delgadillo til en Route 66 legende.
Med motel Route 66 skiltet i Seligman i ryggen tog jeg Route 66 buen nord om Interstate-40. Et af de bedste vejstrækninger af den historiske landevej. Kom gennem Grand Canyon Caverns, Peach Springs og Valentine inden jeg tog et "root beer Route 66" stop i den gamle købmandsbutik i Hackberry. Root beer er ikke en øl, men en sodavand a la coca cola, men med mint/tyggegummismag.
Udenfor købmandsbutikken holder en klasisk Route 66 bil. En rød Corvette fra 1950’erne. Bag ved den lille købmandsbutik med 50 diner i hjørnet holder en stor samling antikke biler.
Fra Kingman gik det stik vest mod Cool Springs og gennem bjergene til Oatman, hvor jeg midt i byen blev mødt af æsler der spærrede vejen. En gruppe turister blev overfaldet, næsten "fanget" af en flok æsler, hvoraf to jagtede en stor dreng. Han havde fodret æslerne, men var løbet tør for gulerødder og det havde æslerne svært ved at acceptere.
Oatman er en spøgelsesby. Uden Route 66 havde byen ingen beretigelse eller eksistens. Oatman lever for og af landevejsfarere der kører Route 66 og kommer forbi. Oatman er et naturlig og obligatorisk stop på turen fra Chicago til Los Angeles.
Fra Topock kørte jeg over Colorado River til Needles, Goffs, Fenner, krydsede Interstate 40, over Cadiz Summit, forbi skiltet ved Amboy til Ludlow og Newberry Springs med Bagdad Cafe, hvor jeg stoppede for kaffe og pie.
Barstow kørte jeg hurtigt agterud og kom af sted mod mit mål Stillehavet. Lenwood, Hodge, Helendale og Oro Grande førte mig til Victorville, hvor historiske Route 66 igen smeltede sammen med Interstate-40 og gav mig god fart sydpå til LA. Kom over bjergryggen og Cajon Summit og fik endnu mere fart i bilen.
Skippede San Bernadino. En fejl - næste gang er du med. Nu gik det gennem LAs forstæder. Los Angeles er 13 mio. indbyggere og 24 byer, der er smeltet sammen til et område på størrelse med Sjælland. LA er en verden og et land for sig selv med mere end dobbelt så mange indbyggere som i Danmark.
Kom til steder jeg kendte fra TV. Kom til de kendte stednavne, bydele og gader. Pasadena, Sunset Blvd., Hollywood Blvd. og havde udsigt til HOLLYWOOD-skiltet inden jeg fandt Santa Monica Blvd., der førte mig til stranden og Santa Monica Pier.
Kørte lige omkring hjørnet af Lincoln Blvd. og Olympic. Det er her den ”rigtige” slutning af Route 66 findes. Oprindeligt små 4.000 km fra Chicago. Slutningen er nu flyttet. Den lille mindeplade for Route 66, Alle Vejes Moder og USAs hovedgade står i parken ved Ocean Drive med udsigt til Santa Monica Pier.
Jeg kom ned til Ocean Drive og centrum af Santa Monica og fandt mit hotel. Santa Monica virkede som en by i byen. Som en stor provinsby med sit helt eget liv, lidt udenfor LAs dynamiske heksekedel.
Slut på Route 66 og slut på mit eventyr gennem otte amerikanske stater ad Route 66. Jeg var nået fra Chicago og de store søer i det centrale USA til drømmenes Hollywood og Santa Monica og Stillehavet i Los Angeles.
Dette er en tur, der varmt kan anbefales til alle, der har mod på lidt eventyr.
Venlig hilsen Finn, Holstebro
Website: Midt Marketing