


















Min kæreste og jeg har i sommeren 2011 besøgt staterne og valgte Route 66 som tema for turen. Vi besluttede os for at benytte os af et tilbud fra DSB Rejsebureau, som vi på ingen måde fortrød!
DSB havde arrangeret en rute, hvor de sørgede for togrejsen til og fra lufthavnen, flyrejsen, billeje og hotelreservationer. Vi havde selv mulighed for at tilpasse rejsen, hvor vi bl.a. tilføjede ekstra overnatninger i byer, som vi syntes virkede spændende. På denne måde slap vi for at skulle planlægge dag for dag, hvordan vores tur skulle være. Der var taget stilling til det hele. Bl.a. en rejseguide med ting, som de mener er et must see, og historiske kommentarer til ruten i de forskellige områder. Også kørslen var der taget stilling til, så de lange køreture blev fordelt nogenlunde ligeligt ud på dagene, samtidig med at der også er tid til alle de forlystelser, som de forskellige områder havde at byde på.
Vi startede vores tur i Chicago. Vi landede i lufthavnen og skulle finde ud af, hvordan vi kom hen til vores hotel. Vi skulle nemlig først hente vores lejebil to dage efter, når vi skulle videre far Chicago. Vi fik det råd at ringe til hotellet og høre hvilket taxa-firma vi skulle bruge, da det er meget normalt at have flat-rate priser. Dette var også tilfældet, så vi kom billigt til hotellet. Hvis man gerne vil til Chicago uden at bo inde i centrum vil vi gerne anbefale forstaden Schaumburg. Her er flot og roligt. Her er også et kæmpe indkøbscenter (det største i USA, dengang det blev bygget i 1973). Der kører et tog fra byen til Chicago Downtime, hvor hotellet tilbød gratis Shuttle til byens togstation. På denne måde slap vi for at køre rundt i trafikkaosset, finde og betale for parkering.
Efter Chicago tog vil til Springfield, IL i vores lejede bil. Vi fik en billig og praktisk Mazda 3, som vi var ganske tilfreds med. Fra byen Bloomington kunne vi køre på den Historiske Route 66, som er fyldt med gamle reklamer, dinere osv. Til vores tur havde vi købt os en køleboks, som vi fylde op med vand og sodavand. Isterninger kan man få gratis overalt i USA. Vi benyttede for det meste hotellets ismaskine, men også tankstationer har gratis is, så man altid har kolde drikkevarer ved hånden.
Herefter kørte vi til St. Louis i Missouri. Her må man ikke misse Gateway Arch Riverfront. Dette er et område ved Mississippi-floden, hvor en kæmpe bue er bygget, som man kan komme op i og nyde udsigten. Man må endelig heller ikke gå glip af at få is fra Ted Drewes. De har et kæmpe udvalg af specielle, hjemmelavede is, som virkelig smager godt!
Som de Simpsons-fans vi er, måtte vi også besøge endnu en Springfield, denne gang i staten Missouri. Byen har også stor historisk betydning for USA og der er meget at se. Vi valgte at se Fantastic Caverns, som er et områder med grotter, hvor man kan få guidede ture. Det var meget flot, men den guidede tur kostede en del.
Tulsa i Oklahoma er næste stop, men dette var ikke en stor succes. Vi fik anbefalet at se det største naturlige vandfald i staten, The Grand Falls, men dette viste sig at være rigtig lille. Tilgengæld var det et utroligt hyggeligt flodområde, hvor der var masser af muligheder for at bade. Selve byen Tulsa var fuldstændig død. Vi var der en søndag, hvor alle steder bare havde lukket. Selv restauranter og fast food kæderne havde lukket! Så undgå weekenden, hvis du vil besøge denne by.
Nær Oklahoma City, som var vores næste stop, besøgte vi The National Cowboy and Western Heritage Museum. Dette er helt sikkert et besøg værd med udstillinger omkring Det Vilde Vesten komplet med en kæmpe indendørs western-by. I nærheden fandt vi også Stockyards City, som er en lille bydel opbygget i ægte cowboy-stil. Den var ganske hyggelig. Hvis det ikke er for varmt (det var det, da vi var der!), så er en gåtur langs Bricktown Canal helt sikkert at anbefale. Det er et område med kunstige kanaler og parkområder. Man kan komme på en flodtaxi, som så hyggelig ud.
Dagen efter stoppede vi i Shamrock, TX, for at se U-Drop inn, som er en historisk betydningsfuld bygning, som også er at se i filmen Cars (Ramone's Body Shop). Herefter gik turen til Amarillo. Vi har ikke snakket så meget om mad, men det er ikke til at komme uden om her! Vi spiste nemlig på et sted kaldet Country Barn, som er en restaurant udformet som en kæmpe, stor, rød lade, som serverede store, lækre bøffer og en himmelsk BBQ!
På vejen mod Albuquerque i New Mexico, besøgte vi først byen Tucumcari. Den var meget mexicansk inspireret og havde vægmalerier på rigtig mange vægge rundt omkring i den gamle bydel. Vi kørte også forbi Santa Rosa, som havde mange gamle dinere og andre ting fra Route 66-tiden, som helt sikkert er et kig værd. I byen Albuquerque tog vi verdens længste Tram Way, som er en lift op på toppen af bjerget Sandia Mountain.
Vi havde 2 overnatninger i Albuquerque, hvor vi tog en dagstur til Santa Fe. Dette er en turistby, som er rigtig flot og mexicansk/spansk opbygget. I fint besøg, men lidt for mange turister og for lidt lokalt.
I USA lukker rigtig mange museer kl. 16. Det fandt vi ud af på den hårde måde, da vi ankom til Holbrook efter en 4 timers køretur (+ en pause, hvor vi spiste frokost). Så efter det museum, som vi havde planlagt at besøge, var lukket, havde byen ikke rigtig mere at tilbyde. Udover lækker mad! Vi var så heldige at have et steakhouse ved siden af hotellet, som vi besøgte med stor succes!
Vi besøgte byen Winslow, AZ for at besøge et museum, men det var så lille og kedeligt, at det ikke er en anbefaling værd, selv om det var gratis. Herefter tog vi til Williams, hvor vi boede på et hotel, som nærmest kan beskrives som en Ranch. Det var kæmpe stort med egen restaurant i steakhouse-stil. Vi tilbragte dog ikke så meget tid her, for vi havde mere travlt med at komme afsted mod Grand Canyon! Vi valgte at tage en guidet tur på 3 timer, som var utrolig hyggelig med en dygtig guide, men området er så stort, så vi fortrød at vi ikke selv kørte rundt derinde i mange flere timer! Hele området var nemlig så storslående og imponerende at en 3-timers tur med kun 3 stop slet ikke var fyldestgørende! Vi valgte den dyre helikoptertur fra, men kan forestille mig, at det vil være rigtig flot. Lige meget hvad du vælger, så sørg for at være ved Grand Canyon ved solnedgang! Det er et uforglemmeligt syn!
Næste stop var Las Vegas. Hverken Grand Canyon eller Las Vegas er en del af Route 66-turen, men helt sikkert et stop værd! Behøver nok ikke beskrive Las Vegas nærmere. Vi boede på Paradise Road (kun 10 min gang fra The Strip) og brugte tiden på The Strip, The Fremont Street Experiment og i teatret (vi så The Phantom of the Opera, som virkelig var flot udført og opbygget). Det er strengt nødvendigt at have mindst 2 overnatninger her, da hele bylivet foregår om natten og byen er for stor til at opleve på kun én dag. To overnatninger var endda lige i underkanten.
Nu var vores tur næsten forbi. Vi tog den sidste del af Route 66 til Californien, som ender ved Santa Monica Pier. Santa Monica var samtidig også forstaden, som vi boede i. Utroligt godt område med flot strand. Vi valgte her at få hummer til aftensmad. Hvis det skal prøves, kan det lige så godt være her! Meget specielt og en god oplevelse. Her brugte vi tiden på at køre rundt i Hollywood, Beverly Hills og Los Angeles. Vi besøgte bl.a. China Town, som er et hyggeligt område, men ikke så imponerende som China Town i andre storbyer.
Her slutter vores tur så helt. Tilbage havde vi kun turen hjem, som var lang, hård og trættende. Men sådan er det jo. Alt i alt har vi haft en utrolig god tur, hvor vi har gjort os mange erfaringer og fået en masse minder. Vi vil altid kunne kigge tilbage på vores tur og få lyst til at gentage den.
Venlig hilsen
Woon og Jonas