










Hej alle rejselystne!
Sidste sommer besøgte jeg Los Angeles sammen med min mand, fordi vi altid har drømt om at opleve stemningen og livet i denne by. Vi har set mange ting, men jeg vil gerne fortælle om Universal Studios i Hollywood. Vi er begge meget store fans af filmverdenen, og derfor var det ligesom et oplagt valg på vores to-do liste.
Først vil vi gerne anbefale, at folk står tidligt op og er ved parken, når den åbner. Der er så meget at se og opleve, og der bliver hurtigt kø og store mængder af folk alle steder. Når dét så er sagt, så er det ventetiden og tålmodigheden værd! Her er noget for enhver smag, og vi brugte 11 timer i parken.
Når vi fortæller om Universal og vores oplevelser til folk, som selv har været her, så er de gået glip af den togtur, man kan tage på, og det er virkelig ærgerligt, så derfor vil vi gerne oplyse om dette til de endnu uvidende. Man kan komme på en tur, hvor man kommer rundt og ser forskellige film-sets fra film, reklamer og serier – eksempelvis Desperate Housewives, som på et af billederne – og ellers møder man Kingkong, bliver en del af en togulykke, oplever et jordskælv etc. Det er rigtig sjovt, og der er nogle meget engagerede ”guider” med, som gør alt for at gøre det til en særlig oplevelse. Det er lige præcis den tur, som vi husker meget tydeligt, og synes derfor det vil være en skam, hvis andre ikke får den gode oplevelse, når man nu endelig er der. Et godt råd er dog at tage på turen så snart parken åbner, da der hurtigt bliver en MEGET lang kø. Det skal dog nævnes, at det ikke er for mennesker med dårligt hjerte, da der sker nogle lidt voldsomme ting. Der er lagt forskellige "overraskelser" ind, så man kan forvente lidt ud over det sædvanlige.
En anden sjov ting er de mange shows, man kan opleve. Vi var inde og se Waterworld, og det kan klart anbefales. Der er lavet de vildeste effekter, bl.a. et lille fly, der kommer svævende ind over det hele med ild i, og ting der springer i luften. Aktørerne er meget dedikerede, og det er sjovt at se. Herudover er der også et show med dyr, hvor de er blevet lært en masse kunster. Det er utroligt, hvad man kan lære dyr, og man får grinet meget! Nogle af skuespillerne og dyrene har endda været med i kendte film. Bl.a. en del af dyrene, som har spillet sammen med Jim Carey i Evan Almighty. De er skønne at se på, og de bliver passet godt.
Man skal bestemt ikke snyde sig selv for en tur hertil, hvis man er på disse kanter. Det er meget amerikansk og en rigtig sjov oplevelse.
God tur
De bedste ønsker fra Lisbeth
Website: Midt Marketing