





Hej Bones
Vores lille familie bestående af min kone og jeg og vores 4 børn i alderen fra 8 op til 17 år, drog afsted på vores livs rejse til USA d. 10/7. Vedlagt vores rejseplan, som vi selv havde skræddersyet og som vi fulgte fra punkt til prikke.
Vi startede i LAX, hvor vi tilbragte 2 dage, inden vi drog øst på i vores lejede RV (motorhome), hvor vi i løbet af de følgende 11 dage bla. oplevede Palm Springs, Montezumas Castle, Sedona, Grand Canyon, kørte på Route 66, Lake Isabella, Sequire og Yosemite Nationalparkerne inden vi nåede til SFO. Her havde vi 4 dage, hvor vi travede byen rundt og bla. så China Town, Pier 39, Fishermans Warf, Alcatraz, kørte i cable cars osv. Fantastisk by.
I SFO fik vi den bedste Pulled Pork man kan forestille sig på The Pub at Ghirardelli Square. De griller og røger selv kødet i 18 timer ude i baggården og hertil serveres 6 forskellige typer tilbehør efter eget valg. Virkelig anbefalelsesværdigt.
Herefter kørte vi den mest fantastiske tur syd på ad Highway 1 med alle de kontraster, som den tur byder sig på. Undervejs så vi Herst Castle, besøgte Solvang, som fejrede deres 100 års jubilæum, badede ved Pismo og Santa Monica Beach, passerede forbi LAX igen og sluttede af med 5 dages badeferie i San Diego.
Hele turen var en enorm oplevelse for os men noget vi kan fremhæve er:
- - Rejse og opleve USA i et motorhome, hvor man møder og oplever amerikanerne på en anden måde
- - River Rafte på Kern River ved Lake Isabella,
- - De røde bjerge i Sedona
- - Grand Canyon selvfølgelig
- - Yosemite – så smuk en natur er svær at finde
Til dem som har mulighed for at tage et lån i huset, spare sammen eller bare har pengene, så tag turen med jeres børn. Det findes ikke bedre. Vi håber, at vi får mulighed for at tage i lignende tur, når vi engang har fået sparet pengene op. Men så bliver det østkysten.
Med venlig hilsen
Esther og Jacob Bruhn, Alexander, Emma, Marie og Andreas Bruhn