Atlantic City
Atlantic City
Road trip – fra New York til Miami
Hej Bones
Sidste år var min kæreste og jeg på vores livs drømmeferie. Vi oplevede en masse fantastiske ting på vores rejse rundt i USA og vi håber at andre kan hente inspiration fra vores tur…
New York – dag 1
Det hele startede den 1. august 2009, da vi begav os mod USA, nærmere bestemt New York, som var første stop på vores tre uger lange ”road trip”, gennem nogle af USA’s mange stater.
Turen havde været planlagt længe, og vi var begge meget spændte på hvad de kommende uger havde at byde på. De første 5 dage skulle vi tilbringe i New York, hvor vi havde bestilt hotel hjemmefra, men derefter stod valget os frit. Vi havde lejet en bil og det eneste vi med sikkerhed vidste, var at vi skulle rejse fra Miami d. 22. august.
Efter en lang flyvetur, landede vi endelig i JFK lufthavn og da vi havde fået udleveret vores bagage, kom vi med en bus til vores hotel i centrum af Manhattan. Hotellet lå få meter fra Time Square, så efter vi havde tjekket ind på vores hotel, gik vi en tur på Time Square, hvor vi fik feriens første, men bestemt ikke sidste burger, hos T.G.I. Friday, som bestemt er et besøg værd.
New York - Dag 2
Efter en god nats søvn, var vi friske og klar, til vores første hele dag i New York. Vi startede dagen med at indtage en traditionel amerikansk morgenmad, i en lille ”diner”, tæt på vores hotel.
Efterfølgende begav vi os mod Time Square, hvor vi købte billetter til en af New Yorks mange sightseeing busser, som vi kunne stå af og på, så ofte vi havde lyst, de næste 72 timer. Der var flere forskellige ruter vi frit kunne vælge mellem, når der ellers var plads ombord.
Vi startede med at tage med på deres; ”Uptown loop”. På turen kom vi blandt andet forbi den smukke kirke ”Cathedral of St. John the Divine”, igennem Harlem hvor vi så det berømte Apollo Theater og Harlem Market og sidst på turen passerede vi Central Park, American Museum of Natural History, Guggenheim museum og Fifth Avenue.
Da vi havde været hele vejen rundt med “Uptown loop”, valgte vi at stå af og hoppe på ”Down Town loop”, som ville bringe os forbi mange af de seværdigheder, New York er så kendt for.
Vi startede med at køre forbi Time Square, som uden tvivl er New Yorks hjerte. Området strækker sig fra 42nd til 47th Street og overalt er der rullende neonreklamer, farvestrålende butikker og der vrimler med mennesker både dag og nat. På turen kom vi desuden også forbi Empire State building, the Flatiron building, Soho, Chinatown, Little Italy og Rockefeller Center
New York - Dag 3
Allerede fra morgenstunden af var der meget varmt i New Yorks gader, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi blev derfor enige om, at en tur op i Empire State building ville være oplagt. Vi tog bussen til den høje bygning, hvor køen allerede strakte sig langt ned ad gaden. Vi tog derfor en hurtig beslutning, da en storsmilende sælger tilbød os at komme uden om køen, for et større beløb, der dog også inkluderede en simuleret helikoptertur, over New York.
Den simulerede helikoptertur var desværre ikke nogen stor succes, men det var dog hurtigt glemt efterfølende, da vi endelig kom op på toppen af Empire State building. Udsigten var ubeskrivelig og det var virkelig en fantastisk oplevelse.
Da vi kom ned til gadeplan igen var det tid til frokost, som blev indtaget på fast food restauranten; Wendys.
Efter frokost tog vi videre til South Ferry, nær Battery Park, hvor vi havde besluttet at tag en tur med færgen, der sejler mellem Manhattan og Staten Island. Turen tog ca. 25 minutter hver vej og på vejen kom vi blandt andet forbi New Yorks vartegn, Frihedsgudinden.
Det var en rigtig dejlig tur og udsigt fra færgen var helt fantastik. En ekstra bonus var, at turen var gratis, hvilket ellers ikke er noget man oplever særlig ofte i New York.
Efter sejlturen tog vi endnu engang ”down town” bussen, da der er så mange ting at se på turen. Da vi kom til Time Square stod vi af og besøgte nogle af de store butikker der er placeret der. Især ”Toys R’ us” var noget for sig selv. I midten af butikken stod et fire etager højt pariserhjul og der var legetøj overalt. M&M’s butikken var også et sandt paradis, for slikelskere og der røg da også lidt i kurven, før vi havde forladt butikken.
Efter at have besøgt de store butikker på Time Square, var det tid til at tage ”The night tour”. Som navet antyder, var det en tur der viser New York, efter mørkets frembrud. Turen var virkelig fantastisk og man så byen på en hel ny måde.
New York - Dag 4
Endnu en varm og solrig dag ventede os, da vi forlod hotellet. Vi spiste derfor vores morgenmad på de røde trapper, der er blevet en fast del af Time Square. Efterfølgende valgte vi at gå rundt til nogle af New Yorks seværdigheder. Første stop på vores lange gåtur var Madison Square Garden, som blandt andet er hjemmebane for New York Knicks og New York Rangers. Efterfølgende gik vi en tur rundt i den store forretning Macys, som er en labyrint af afdelinger, der sælger alt hvad hjertet kan begære. Derefter gik vi videre til den berømte ”Ground Central Station” og dernæst til Tiffanys, hvor vi måtte erkende at vi med vores beskedne budget, nok ikke helt var målgruppen. Vi sluttede vores gåtur i Central Park, hvor vi slappede af og nød det gode vejr.
Senere på aftenen tog vi endnu en sightseeing tur, denne gang til Brooklyn. Det var en blæsende men også virkelig sjov tur, med en virkelig underholdende guide, som især vandt Christians hjerte, da han var Lakers fan.
New York - Dag 5
På den femte dag, tog vi metroen til ”Willets Point station”, i Queens, hvor vi skulle opleve noget af det mest amerikanske der findes; en baseball kamp. Vi havde hjemmefra undersøgt hvornår der blev spillet kamp, imens vi befandt os i New York, og vi havde været så heldige, at The Mets spillede en eftermiddagskamp, som vi kunne nå at overvære, på deres hjemmebanestadion ”City Field”.
Stemningen var fantastisk, og overalt blev der solgt forfriskninger og merchandise. Vi købte en traditionel hotdog, som vi nød fra vores sæder, højt, højt oppe, på vores ”nosebleed seats”.
Om aftenen ventede der os endnu en oplevelse, da vi skulle ind og se Broadway stykket; ”Marry Poppins”. Det var en utrolig flot og eventyrlig opsætning, hvor der ikke var sparret på noget som helst.
Atlantic City - Dag 6
Efter nogle fantastiske dage i New York, var tiden inde til at vi skulle videre. Da vi havde hentet vores bil, satte vi kursen mod Atlantic City, som er Østkystens svar på Las Vegas.
Efter at have kørt lidt rundt i byen, fandt vi et lille motel, hvor vi tjekkede ind og gik ned til havet, hvor den lange strandpromenade, med de mange kasinoer og butikker, lå.
Vejret var ikke så godt og der var ikke mange mennesker på promenaden, men vi gik en hyggelig tur, som vi endte i et stort indkøbscenter, hvor vi fik købte ”Salt Watter Taffy”, som er nogle lækre karameller Atlantic City er kendt for.
Til aftensmad spiste vi på Hooters, der især er kendt for deres letpåklædte servitricer. Maden var bestemt ikke noget at råbe hurra for, men vi hyggede os godt. Efterfølgende var tiden inde til lidt gambling, og især de enarmede spillemaskiner blev brugt flittigt, vi vandt dog ikke noget og gik derfra lidt fattigere men en oplevelse rigere.
Washington - Dag 7
Om morgenen gik turen til USA’s hovedstad, Washington D.C. Efter lidt parkerings problemer fandt vi endelig en plads, dog kunne vi kun parkere der i to timer, så vi havde desværre ikke så meget tid. Første stop blev dog alligevel en hyggelig bar der hed Hamiltons, hvor vi fik to super lækre burgere med hjemmelavede pomfritter. Det er uden tvivl feriens bedste burgere og vi har ofte talt om dem siden vi kom hjem.
Efterfølgende gik vi en tur i rask trav, da vi gerne ville nå at se så meget som muligt. Vi havde parkeret nær Capitol Hill og gik derfra, ned til den 169 meter høje obelisk, Washington Monument. På vejen kom vi forbi flere af Washingtons mange museer og gamle smukke bygning.
Bag efter kørte vi ud til Jefferson Memorial Building, der ligger lige ved Tidal basin, hvorfra vi havde en fantastisk udsigt over Washington.
Virginia og Tennessee - Dag 8
Det meste af dagen brugte vi i bilen, da vi havde en del kilometer der skulle tilbagelægges. På vejen så vi dog et skilt til nogle huler som fangede vores opmærksomhed, så vi drejede fra og fulgte anvisningerne. Vi endte ved et hytte, der viste sig at have en noget anderledes ”kælder”. Hytten lå nemlig over på ”The Natural Bridge Caverns” som er nogle underjordiske drypstenshuler, langt under jorden. Turen rundt i hulerne tog omkring 45 minutter og vores guide var en vaske ægte Hill Billy, der ikke virkede som om han havde sit drømmejob, men det var nu en spændende tur alligevel.
Nashville - Dag 9
Aftenen før var vi nået staten Tennessee, hvor vi havde fundet os et motel, et stykke uden for Nashville, der er Tennessees hovedstad. Planen var, at vi tidligt næste morgen, ville tag en guidet tur, rundt i den berømte musik by. Da vi, uden at vide det, var kommet ind i en ny tidszonen ankom vi til centrum en time tidligere end vi havde planlagt så der var god tid til den første sightseeing bus kørte. Vi valgte derfor at gå en tur og se på Nashvilles hovedgade, som uden tvivl må være et festligt sted når mørket bryder frem og de mange barrer og diskoteker spiller op til dans i bedste country stil. Vi besøgte også nogle af de mange butikker hvor man kan købe cowboy hatte i alle afskygninger. Selve den guidede tur forgik i en lille sjov vogn, der lignede en gammeldags sporvogn. Vores guide, der også selv kørte bussen, fortalte anekdoter og var en meget ivrig mand.
Grace land
Efter vi havde forladt Nashville gik turen mod byen Memphis, hvor vi skulle besøge Elvis’ Graceland. Vi ankom om eftermiddagen og i velkomstcentret købte en pakke løsning der blandt andet gav os adgang til selve Graceland Mansion hvor Elvis boede, frem til sin død i 1977. I et anneks på bagsiden af huset havde man desuden samlet alle de priser han har modtaget og her var mange af hans kostumer fra film og koncerter også samlet. Ved huset havde man desuden også anlagt en lille park ”The Meditation Garden” hvor Elvis var begravet under en stor sten der var dækket med blomster, bamser, lys og andre ting som fans havde lagt. Udover Gracland Mansion, havde vi også adgang til Elvis’ store samling af køretøjer, en udstilling om hans tid i militæret og hans to private fly. Hvor det største hedder, Lisa Marie opkaldt efter hans datter. Det var en helt fantastisk oplevelse og stedet har en helt speciel stemning som man ikke kan beskrive. Bestemt et besøg værd.
Memphis
Om aftenen tog vi en tur ind til Memphis midtby, hvor vi havde et mindre sammenstød med en cykelbetjent, der ikke helt forstod hvorfor vi kørte igennem gågaden. Han var dog flink nok da han hørte vi var turister og fik os guidet væk fra gaden igen. Vi fandt en parkeringsplads og gik en tur ned ad Beal Street, der er kendt for sine mange barer og spisesteder, med live musik.
Da vi havde gået lidt rundt tog vi tilbage til vores motel, hvor vi fandt et Steak house, som serverede nogle super møre bøffer. Afsluttende tog vi en tur i biografen hvor vi købte en kæmpe skål popcorn med smør.
On the road - Dag 10
Vi stod tidligt op for planen var at vi skulle nå til New Orleans den dag. Til frokost spiste vi på fast food kæden Abbys, som vi havde set flere steder på vejen. Her fik vi en underlig burger med pålæg der var varmet i en mikroovn, ikke ligefrem nogen stor mad oplevelse, men meget sjovt at prøve.
Bagefter fortsatte vi og efter nogle timers kørsel var vi fremme. Vi nåede dog ikke langt ind i byen før vi besluttede at tage videre, da New Orleans bestemt ikke er kommet sig over orkanen Katrina der hærgede området i 2005. Fattigdommen var synlig overalt og flere bygninger stod forfaldne og forladte tilbage. Planen blev derfor at køre så længe vi orkede og prøve at nå til Orlando, Florida så hurtigt som muligt. Vi kørte det meste af natten og ankom til Orlando dagen efter, omkring kl. 14.
Orlando - Dag 11
Vi var nået til Orlando, lige i tide til min fødselsdag og hvis man skal stole på vejret, havde jeg været en meget artig pige. Vi tjekkede ind på et stort Motel 6, der lå super godt i forhold til de attraktioner vi ville opleve og vi besluttede os for at blive der en uge. Motellet lå lige overfor et stort vandland, ”Wet N’ Wild” hvor vi købte adgangsbillet, der kunne bruges de næste 6 dage. Desuden købte vi også et 6 dags pas til Universal studios 2 parker, og endags billetter til Sea World. Om aftenen tog vi ud til et stort indkøbscenter; ”Festival bay”, hvor vi spiste på Fuddruckers, spillede indendørs minigolf og til sidst gik vi i biografen. Alt i alt en rigtig god fødselsdag.
Orlando - Dag 12
Om morgenen tog vi ud til “Universal Orlando Resort” der blandt andet består af ”City Walk” og de to store forlystelsesparker, ”Universal Studios Florida” og Universal’s Islands og Adventure”. Vi havde jo købt et 6 dags pas så vi havde god tid til at se os omkring. Vi valgte at starte i parken; ”Universal Studios Florida” hvor vi blandt andet så, deres ”Horror makeup show”, en 3D film om Terminator og en live mini udgave, af tv programmet ”Fear Factor”. Desuden prøvede vi den virtuelle forlystelse ”The Simpsons ride”.
Orlando - Dag 13
Da vi havde fri adgang til vandlandet “Wet N’ Wild” der lå meget tæt på vores motel, besøgte vi parken mange gange i løbet af ugen. Parken var ret stor og havde nogle sindssyge vandrutschebaner, hvor de vildeste vi prøvede uden tvivl er ”The storm” hvor man bliver skudt ned i en stor tragt og bliver kørt rundt ad siderne før man havner i et lille bassin og ”Brain Wash” hvor vi sammen kørte på en kæmpe badering igennem de multifarvede gange og rør. I den mere stille ende var ”Lazy River” hvor man stille og roligt flød rundt på en badering. Udover de mange forlystelser fik vi også tid til at prøve en Corndog, som vi dog ikke helt kan forstå amerikanerne er SÅ vilde med.
Medival times
Om aftenen tog vi ud til ”The Kissimmee Castle”, som er en stor middelalderlignende borg, hvor vi havde bestilt billetter til det kendte ”dinner show”; ”Medieval Times” (det er blandt andet med i filmen ”Cable Guy”). I foyeren blev vi mødt velkommen af ”kongen” der delt os op i forskellige hold, vi endte i den grønne gruppe, hvilket vil sige at vi skulle holde med den grønne ridder, der var forestillingens skurk. Inde i selve salen, hvor forestillingen skulle finde sted, sad folk rundt om en stor arena, hvor de forskellige riddere, skulle dyste i forskellige discipliner. Under forestillingen fik vi serveret mad og drikke. Menuen bestod blandt andet af hvidløgsbrød, grillet kylling, spare ribs og kartofler i både. Maden blev spist med hænderne fra store metaltallerkner og hele stemningen var meget middelalderlig.
Orlando - Dag 14
Vi ankom til ”Sea World” tidligt om formiddagen. Vores første mål da vi kom ind i parken, var ”Shamu stadion”, hvor vi skulle se ”Sea Worlds” hovedattraktion, spækhuggeren Shamu. Det var et fantastisk og meget professionelt show, hvor intet var ladt til tilfældighederne.
Efterfølgende gik vi rundt og så på parkens mange andre dyr som alle havde flotte og livagtige omgivelser. Da vi havde været lidt rundt, gik vi ind og så endnu et stort show, denne gang med delfiner som omdrejningspunkt. Efter forestillingen gik vi ned til det store delfinbassin hvor vi kunne komme helt tæt på de smukke dyr både over og under vandet.
Udover de mange dyr var der også nogle forlystelser i parken og vi besluttede os for at før vi tog hjem, ville vi have en tur i deres store vandrutchebane; ”Journey to Atlantis”, som udover en masse fald, også bød på speciale effects. Heldigvis havde vi på forhånd lagt vores ting i et låst skab, for da vi kom ned igen var vi fuldkommen gennemblødte.
Orlando - Dag 15 og 16
De næste par dage skruede vi tempoet lidt ned og nød vores ferie i fulde drag. Især blev vores indgangs pas til Wet n’ Wild brugt flittigt, da det var helt ekstremt varmt.
Derudover fik vi dog også shoppet lidt i de mange Outlet butikker der ligger i Orlando og prøvet flere af de forskellige fast food kæder.
Om aftenerne besøgte vi Universal Studios ”City Walk” hvor vi blandt andet spillede basketball i NBA city, spiste i deres Hard Rock cafe og så film i deres store biografcenter; ”Cineplex”. Desuden var vi også ret glade for at komme i ”Festival bay”, nok mest på grund af deres ”Fuddruckers” hvor man kan bygge sin egen burger og deres store biograf center som var en del billigere end den i ”Universals City Walk”.
Orlando - Dag 17
Universal Studios nyeste park, ”Island of adventure”, var lige som den første forlystelsespark delt op i forskellige temaer. Vi startede i deres område der var dedikeret til børnebogsforfatteren Dr. Seuss der blandt andet er kendt for ”The cat in the hat”, ” Horton hears a Who” og ”How the Grinch Stole Christmas”. De andre områder i parken havde teamerne: Toon Lagoon, Jurassic Park, The Lost Continent og Marvel Super Hero Island.
På grund af varmen og de lange køer prøvede vi ikke så mange forlystelser men i ”The Lost Continent” valgte vi dog at stille os i kø til ”Poseidons Fury” der skulle være en eventyrlig rejse til et forsvundet rige, men det viste sig at være en ret så kedeligt tur, hvor dårlige skuespillere prøvede at skabe en stemning af mystik hvilket dog slet ikke lykkede og det var slet ikke ventetid værd. I ”Marvel Super Hero Island” fandt vi en spillearkade hvor vi kunne søge ly fra den bagende sol. I forhold til Danmark var det ret billigt at prøve de mange spil og vi hyggede os længe i det store kølige lokale. Om aftenen spiste vi på turens absolut billigste restaurant hvor vi for bare 12$ i alt, kunne spise og drikke så meget vi havde lyst til.
Fort Lauderdal - Dag 18
Efter en dejlig uge i Orlando, var det nu tid til at bevæge sig yderligere syd på, mod Fort Lauderdal, som ligger et lille stykke fra Miami. På vejen dertil valgte vi dog at gøre stop ved et sumpområde, hvor vi ville prøve en tur i en ”air boad”. Turen tog ca. 45 minutter og vi blev i høj fart sejlet rundt i en lille del af den store kendte subtropiske naturpark; The Everglades. På turen så vi to små alligatorer, en alligator rede og en masse fugle, der kun findes i dette område. Det var en virkelig sjov tur også selv om vi ikke så nogen store alligatorer.
Bag efter kørte vi videre til Fort Lauderdal, hvor vi fandt et motel og kørte ind til centrum. Her gik vi en tur langs stranden, hvor der var en meget afslappet stemning. Vi valgte at spise på en lille hyggelig restaurant med udsigt til stranden, hvor vi efter en dejlig middag fik serveret ”Key lime pie” som er en frisk tærte, som området er kendt for.
Miami - Dag 19
På vejen fra Fort Lauderdal, til motellet i Miami, så vi en hel del golfbaner. Da vi havde tjekket ind på det nye motel, besluttede vi os derfor for at finde en par 3 bane, hvor vi kunne spille uden green fee. Efter et hurtigt kig i de mange brochurer, der lå i motellets reception fandt vi en og kørte straks derud. Det var en stor 18 hullers bane og efter at have lejet udstyr, hos en meget venlig mand, brugte vi de næste par timer, i bagene hede, på den smukke bane.
Om aftenen tog vi ind til ”Miami bay side” som var et hyggeligt område i Miamis havn, hvor der lå en masse restauranter og butikker. Vi spiste på restaurantkæden ”Bubba Gump” som vi havde set flere steder på vores tur. Restaurantens tema stammer fra filmen Forest Gump, og deres specialitet var store rejer, vi købte da også en lille portion, ved siden af vores hovedretter. Til dessert delte vi en kæmpe chokolade cookie med vaniljeis, karamelsovs, chokoladesovs og nødder. Den var helt vildt lækker, men også meget vammel.
Miami - Dag 20
Solen skinnede fra en skyfri himmel og vi valgte derfor at det var den perfekte dag at tag på sightseeing. I Miamis Sourth Beach, købte vi derfor billetter til; Duck tours, der dog ikke var nogen helt almindelig sightseeing bus, men en amfibiebus, der kunne bevæge sig både på land og i vand.
På turen rundt kørte vi forbi de mange pastelfarvede bygninger, bydelen er så kendt for og fra vandet så vi øerne i Biscayne bay hvor de rige og berømte bor.
Efter en sjov tur, gik vi en tur rundt i South Beach, hvor vi blandt andet kom forbi tatoveringshoppen ”Miami ink” og spiste i en gammeldags amerikansk diner. Derefter tog vi tilbage til vores motel hvor vi efter en tur i poolen, spiste på en lokal restaurant vi havde fået anbefalet af manden fra golfbanen.
Miami - Dag 21
Endnu en ekstrem varm dag i Miami ventede os, da vi stod op, så vi besluttede os for at tag en tur på stranden, for at køle lidt ned. Ikke så langt fra vores hotel, i North Beach, fandt vi en offentlig strand, vi besluttede at stoppe ved. Stranden var som taget ud af en film, med det fineste sand, turkisblåt hav og de kendte livreddertårne. Vandet var varmt men stadig dejlig afkølende i forhold til luften. Efter lidt tid kedet vi os dog, og da vi ikke er de store solbadere, tog vi tilbage til motellet.
Senere på eftermiddagen kørte vi lidt ud for byen, hvor vi have læst at der skulle ligge et stort biografcenter og en ”Dave and Buster’s”, som er en restaurant med en tilhørende spillearkade.
Efter endnu en super tur i biografen med masser af popcorn, brugte vi de næste timer i ”Dave and Buster’s” hvor vi de havde alverdens arkadespil. Ved de forskellige maskiner kunne man vinde billetter som kunne omveksles til ting i deres gavebutik. Da aftenen var omme gik vi derfra med to glas, et askebæger og en badeværelsesradio.
Hjemrejse - Dag 22
Vores fantastiske ferie var desværre ved at være slut og turen gik til Miamis lufthavn, hvor vi skulle aflevere bilen, der havde været vores base de sidste par uger. I lufthaven havde vi dog lige tid til turens sidste burger, og hvor bedre at indtag den, end på Burger King.
Efter de obligatoriske sikkerhedstjek, gik vi ombord på det store fly, der skulle bringe os til London, hvor vi skulle mellemlande. I forhold til det fly vi fløj ud med, var det her super luksus og turen var meget behagelig. Det samme kan man dog ikke sige om vores ophold i Londons lufthavn, hvor vi på grund af forsinkelser, endte med at opholde os i 9 timer. Vi kom dog hjem og på trods af den meget lange hjemtur, havde det uden tvivl været en af de bedste ferier vi nogensinde havde været på.